top of page

Villa RSV29

Kategori:

Klassisk

Område:

Sjælland

RSV29 er en villa fra 1927 i Hørsholm – en klassisk murstensbygning med kælder, stueplan og øvre etager, hvor proportioner og tagets hældning fortsat står klart. Huset har gennem tiden været opdelt i flere enheder. Vores greb samler det igen.

Transformationen tager afsæt i en ny, sammenhængende plan. Stueetagen åbnes med omtanke, så køkken og opholdsrum forbindes i et roligt forløb mod haven, uden at den oprindelige struktur opløses. Entré og trappe bearbejdes som et præcist ankomst- og fordelingsrum, der binder etagerne naturligt sammen.

Udvendigt forfines facaderne med fokus på overflade og dybde. Den eksisterende mur bearbejdes og pudses i en rolig, mineralsk tone, der samler huset og giver det en mere helstøbt karakter. Indramninger omkring vinduer og døre trækkes let frem i pudsen, så detaljerne får relief og skyggevirkning. Nye åbninger tilpasses husets proportioner, og vinduer udføres med slanke rammer og klassisk opdeling, så lys og facade spiller sammen.

På 1. sal styrkes værelsernes disponering, og hemsen aktiveres som en integreret del af huset. Kælderen tænkes robust og funktionel, med teknikken samlet og diskret.

Materialeholdningen er afdæmpet og klassisk. Puds, træ og tegl arbejder sammen i en afstemt helhed, hvor lys og skygge giver facaden liv – uden at ændre husets grundlæggende ro.

bottom of page